RANKA SKAK
Jeg elsker at skabe rum for forløsning og indsigt.
To elementer er helt centrale for det; for det første at integrere kroppen i de psykologiske processer og for det andet at skabe trygge og berigende fællesskaber.
Jeg er uddannet psykolog fra Københavns universitet og åndedrætsterapeut fra Source Process and Breathwork, som er skabt af Binnie A. Dansby. Derudover har jeg en videreuddannelse i Fascial Flow hos Jeanne Jensen.
TO OMRÅDER INDENFOR PSYKOLOGIEN HAR MIN SÆRLIGE INTERESSE
Det første handler om, hvordan vi kan integrere og bruge kroppen, når vi ønsker at opnå indsigt og skabe forandring. Den kropslige tilgang er så fantastisk, fordi det er en vej til mere bevidst væren. Den helhed, der danner menneskers oplevelse af at være til, har både rødder i det psykologiske, det fysiske og det åndelige. Jeg er optaget af kroppen, fordi jeg har erfaring med, at det kan frembringe frydefulde og helende oplevelser. Du mærker, at du ikke bare gør noget i verden, men at du er i verden.
Den kropslige tilgang til psykologien er det, jeg har udforsket sammen med alle de kvinder, der siden 2009 har deltaget på Sjælesøster kurser.
Det andet ben er betydningen af, hvordan livet starter. Jeg er optaget af, at små, nye menneskers vej ind i livet er så kærlig som mulig. Og at nye forældre får en oplevelse af at lande godt i deres forældreskab. I 2021 udkom min bog ’En tryg begyndelse – om graviditet, fødsel og den første barselstid’, hvor den gravide kvinde får masser af viden, som kan give hende en god start på sit moderskab.